artikler

I en vandmølle er det vandet, der driver møllehjulet rundt. Bevægelsen bliver ved hjælp af en aksel ført over i en kværnsten. Den drejer rundt oven på en fast sten, og kornet, der bliver ført ind mellem de to rillede sten, bliver knust. Det bliver malet. Rillerne i stenen kan være udformet på forskellig måde, men de er parvis ens. Når to sten lægges med rillerne ind mod hinanden, kommer skærefladerne til at virke som en saks, der klipper kornet over. Samtidigt leder rillerne kornet ud af kværnen, efterhånden som det bliver malet.

Møllerne kan være forskelligt udformet. Nogle har vandrette vandhjul og andre lodrette. På de lodrette kan vandet ramme hjulet på forskellige punkter. Valget af hjul afhænger af vandets kræfter på det pågældende sted, og det har betydning for, hvor megen energi mølleren får til rådighed. Der skal en del til at drive bare en enkelt kværnsten. I 1500-tallet var de gennemsnitligt 1 meter i diameter og mindst 10 centimeter tykke. Det var altså tunge sager.

Efterhånden blev møllerne stadigt mere effektive. Med forskellige gearinger kunne vandkraften udnyttes til at trække flere kværnstene på en gang eller andre slags værktøjer. Men det var naturligvis en forudsætning, at der var vandkraft nok.

Forholdene på Vestermølle beskrives i Vestermølles mølleanlæg.