artikler

Regitze var møllerdatter fra Fuldbro mølle. I 1725 blev hun gift med Peder Jensen, der var møller på Vestermølle. Han var netop blevet enkemand i en alder af 50 år. Regitze var 28 og fik sig altså en betydelig ældre ægtemand.

Fem år senere blev hun enke for første gang og kort efter gift med den jævnaldrende Rasmus Møller. Han døde i 1739, kun 46 år gammel. Regitze var da 42 år.

Endnu en frier meldte sig på banen. Det var en ung mand på 24 år, Hans Ollesen. Han blev Regitzes tredje mand. Man kunne vel have troet, at han ville overleve sin noget ældre kone, men det skete ikke. Efter 20 år som møller døde også Hans Ollesen, 45 år gammel. Regitze var blevet enke for tredje gang.