artikler

Rasmus Jensen var møller på Vestermølle i 50 år. I den tid oplevede han mange forandringer.

Han var møller under tre konger og oplevede, at enevælden blev indført. Han hørte om fire danske krige og oplevede fremmede tropper plyndre omkring Skanderborg sø. Han fik også sin ejendom matrikuleret af de statslige myndigheder. De ville kende rigets præcise skatteevne, for krigene havde - som altid - kostet dyrt. Da kongen indførte et nyt hærsystem, blev Vestermølle en del af kongens stående rytteri.

Beboerne på Vestermølle oplevede både glæder, sorger og skiftende betingelser, men Rasmus Jensen vidste råd, uanset hvad. Da han døde i 1681, efterlod han sig en veldrevet ejendom og en pæn arv til familien. Dette afsnit fortæller, hvordan Rasmus Jensen fandt ud af at forsørge sin familie i det urolige 1600-tal.