artikler

Christian 4. s tøjhus havde en forgænger. Christian 3. havde nemlig allerede i 1550 opført Danmarks første egentlige tøjhusbygning. Den lå ved strandkanten neden for Københavns Slot og skulle rumme rigets våbenlagre.

Da tøjhuset skulle males, bestilte Christian 3. en halv læst af „det røde ler, der tages ved Ring Kloster“. Meget taler for, at det okkerfyldte ler blev gravet ud ved Vestermølles nabo, Røde Mølle i Skårup. Ganske vist fandtes leret i et større område, der gik fra Skanderborg Søs sydøstlige hjørne til Røde Mølle og et stykke sydpå mod Bolbro. Men i 1751 valgte kongen at anlægge et regulært okkerværk netop ved Røde Mølle, så det har nok været her, at leret var lettest at komme til.

På Vestermølle har man uden tvivl snakket om mulighederne for at udnytte jordens farvestoffer. Her havde man nemlig hvidt ler, som kunne bruges til gult farvestof. Hvad man kom frem til, er beskrevet i En lokal farvefabrik under 1700-tallet.