artikler

Mange ting kunne gå galt for 1600-tallets bønder og møllere. Ildebrand, krig og plyndringer eller måske en dårlig høst kunne betyde, at der ikke var penge nok til at betale landgilde og skatter eller – endnu værre - til at forsørge familien. Chancen for at klare sig igennem uheld eller ulykker var imidlertid større for dem, der havde flere måder at tjene penge på.

Rasmus Jensens forgængere var begyndt at drive landbrug. Så var der noget at falde tilbage på, hvis mølleriet gik dårligt. Det var én måde at sprede sine indtægter på. Hvis det havde været tilladt at drive jagt i skovene og fiskeri i søen, ville det have været en anden god måde at skaffe sig billig mad og måske lidt ekstra indtægter. Men kongen ville hverken dele vildtet eller fiskene med sine fæstebønder og møllere. I 1604 forbød han endda udtrykkeligt fiskeri efter ørred i bækken ved Vestermølle.

Men måske kunne Rasmus Jensen ind imellem tjene en skilling på de vejfarende, når de kom gående eller kørende ind gennem Vestermølles gårdsplads? Mere herom i Rasmus Jensen som krofatter?