artikler

Povel Knudsen har sikkert følt sig som en heldig mand, da han i 1681 blev møller på Vestermølle. Møllen var veldrevet, og der fulgte samtidigt et pænt stort landbrug med. Opgaven viste sig dog mere brydsom, end han havde regnet med. I hvert fald henvendte han sig flere gange til amtmanden for at få hjælp.

I 1691 klagede han sammen med møller Humbroch fra Skvæt Mølle over deres fælles naboer på Ladegården. Bønderne havde oppløjet et stykke skov, som de to møllere normalt anvendte til græsning af deres dyr. Ladegårdsmændene fik en advarsel, så de to møllere havde altså ret. Møller Humbroch var ellers kendt for at være noget opfarende og lå i adskillige stridigheder med sine omgivelser. Og Povel Knudsen havde det vist med at overdrive.

I hvert fald mente han, at det ville betyde møllens ruin, hvis skovgræsningen blev begrænset. Hans pengesager var også temaet for to senere henvendelser til amtmanden i 1695 og i 1700. Alligevel stod han ikke på den lange liste over „de Meest-Trengene Rytterbønder“, der blev forstrakt med korn i år 1700.

Året efter gik tilværelsen ham for alvor imod. Da blev den ældre mand overfaldet „med hug og slag“ af Jens Hyrde i Skårup. Temperamenterne var åbenbart i kog på den tid. Møller Humbroch var på samme tid indblandet i en sag om øksehug mod en mand i Skanderborg.

I 1702 – et år efter overfaldet - mistede Povel Knudsen sin kone, og så gav han op. Han overdrog fæstet til sin stedsøn, Rasmus Rasmussen.