artikler

I 1702 døde møllerkonen på Vestermølle, Johanne Rasmusdatter.

Nu kunne enkemanden, Povel Knudsen, have fundet sig en ny møllerkone og være fortsat som møller. Men i stedet overlod han Vestermølle til sin stedsøn, Rasmus. Selv havde Povel ingen børn.

Det hed i den nye fæstekontrakt, at overdragelsen var sket godvilligt, fordi Povel ikke længere kunne magte arbejdet med Vestermølle. Han var gammel – 53 år! - og svagelig og nu oven i købet også enkemand.

Det havde tilsyneladende knebet med at overkomme arbejdet i et stykke tid. Da den forrige møller døde, blev det vurderet, at møllen og gården trængte til at blive repareret for 12 sletdaler (sld). Nu, hvor Johanne var død, blev der foretaget en ny vurdering af „brøstfældighederne“, og denne gang skulle der repareres for 130 sld.

Den underste kværnsten var så nedslidt, at den var omtrent uanvendelig, og en ny ville koste 34 sld. En endnu større post var vandrenderne, der skulle repareres for ikke mindre end 48 sld. Andre 38 sld blev hensat til en nødvendig reparation af stuehus og møllerhus. Tilsyneladende havde det også knebet med kontanterne. I hvert fald oplyste Rasmus Møller fra Skanderborg, at han havde lånt Povel Knudsen 17 sld til blandt andet at betale for Johannes begravelse.

Povl Knudsen levede sine sidste ti år på Vestermølle. Helt slap han ikke landbruget, for han efterlod sig en gammel ko og seks får, da han døde.