artikler

I begyndelsen af 1700-tallet brød pesten ud i Sverige og Polen. Med den omfattende skibstrafik på Øresund truede smitten med at brede sig til Danmark. Her havde man ellers været fri for sygdommen i 50 år. Så oprettede kongen en sundhedskommission. Den tog en række forholdsregler. Fra 1709 blev skibe, der kom fra smittede havnebyer, sat i karantæne på Saltholm. Her blev både skibe og varer desinficeret.

Denne ordning fungerede godt i lang tid, men i efteråret 1710 udbrød der alligevel pest i et fiskerleje nord for Helsingør. Nu drejede det sig ikke længere om at holde pesten ude af landet, men om at begrænse den. Fiskerlejet blev isoleret, og de sygdomsramte huse lukket til, så smitten ikke kom ud i det fri. Det betød, at eventuelle raske beboere blev overladt til smitten og døden. Alligevel bredte sygdommen sig. Så lagde man en ring omkring Helsingør og en anden ring om byens opland. Soldater fik ordre til at skyde, hvis nogen forsøgte at forlade karantæneområdet.

Det slog heller ikke til. Pesten nåede til København, hvor halvdelen af befolkningen – cirka 25.000 mennesker – døde, inden sygdommen ebbede ud. De mange foranstaltninger havde dog ikke været forgæves. Pesten nåede aldrig til Jylland, og beboerne på Vestermølle slap for frygten.

Samtidigt blev det sidste gang, Danmark blev hjemsøgt af pest. Kongens opråb til befolkningen om ikke kun at støtte sig til „Guds naadige Hielp og Bistand“, men også selv tage sine forholdsregler, havde tilsyneladende hjulpet.