artikler

I 1735 ville Christian 6. have sine amtmænd til at indberette om landbruget og byernes næringsliv.

I Skanderborg så det skidt ud. Byen havde ingen fabrikker, og handlen var ubetydelig. Der var ganske vist et bredt udvalg af håndværkere, men de var ikke alle lige dygtige. Barberen havde ikke lært sit fag, og sadelmageren var ikke meget bevendt. Han var gammel og affældig. Man manglede også en tømrer og en hattemager. Byen levede - ligesom omegnen - hovedsageligt af landbrug og fiskeri. Det eneste lyspunkt var indkvarteringen af kongens ryttere. De gav trods alt en øget omsætning.

Landbruget havde det heller ikke for godt. Hverken i Skanderborg eller i omegnen. Priserne på korn og kød havde i nogle år været så lave, at det kneb for mange at betale skatten og landgilden. Amtmanden mente, at bønderne udnyttede jorden så godt, som det var muligt, så dem kunne man ikke bebrejde noget.

Det skulle da lige være almuens tiltagende tobaksrygning! Når unge folk på 16-18 år først gik rundt med en tobakspibe i munden, så ville man også snart se dem i værtshusene. Derfor burde det forbydes bønderne at ryge tobak, før de var 24 eller 26 år gamle. På den måde kunne man også undgå nogen af de mange ildebrande på landet.

Der kom dog ikke noget rygeforbud i den omgang.