Jens Bøgh løb en risiko, da han i 1767 købte Vestermølle. Tidligere kunne en bonde regne med godsejerens hjælp, hvis høsten blev dårlig, eller gården blev udsat for ildebrand eller andre ulykker. Men som selvejer var han på egen hånd.
Heldigvis var forholdene gode i den sidste del af 1700-tallet. Fra slutningen af 1780’rne og de næste 15 år frem steg priserne på kornvarer med ca. 50 %. Kød og smør steg med godt 35 %. Det kom Vestermølle dobbelt til gode. Møllens eget landbrug blev en god forretning, og møllens kunder behøvede heller ikke at spare. Jens Bøgh og andre nye selvejere havde gode betingelser for at afdrage på gårdens gæld.
I 1795 døde Jens Bøgh, 64 år gammel. Hans kone kom til at sidde i uskiftet bo. Derfor blev boet ikke gjort op, men møllen har uden tvivl haft en god økonomi. Sønnen Hans overtog driften og drev ejendommen videre de næste 30 år.
Landets nye gårdejere kunne tjene langt flere penge end nogen af deres ansatte. De kunne naturligvis også miste det hele, hvis tiderne gik dem imod. Eller de ikke var dygtige nok. Blandt tjenestefolkene var karlene bedst stillet. De fik foruden kost og logi også en vis sum penge i løn. Pigerne blev i større omfang betalt med praktiske ting som hør og uld. Så kunne de selv bearbejde det til klæde og tøj i deres ledige stunder. Da en ældre tjenestepige, Johanne Jørgensdatter på Vestermølle, døde i 1793, indbragte hendes bo 18 rigsdaler, 3 skilling og 1 mark. Det svarede til tre måneders løn for en arbejdsmand i Ribe.
|
1700 |
Endnu en rask krig med Sverige |
|
1709-20 |
Store Nordiske Krig |
|
1720 |
Ludvig Holberg udsender Peder Pårs |
|
1733 |
Bønderkarle stavnbindes |
|
1749 |
Kvægpesten hærger den danske kvægbestand |
|
1771 |
Struensee fører reformpolitik |
|
1786 |
Den store Landbokommission nedsættes |
|
1788 |
Stavnsbåndet ophæves |
|
1799 |
P. A. Heiberg landsforvises for samfundssatire |
Oversigtskort |
Læs eventuelt videreKaj Klostergaard: Skanderborg gennem tusinde år.
Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800. Odense 1978
Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre. Statens Arkiver 1999
Viborg Landsarkiv: Skanderborg-Åkær amter, skifteprotokol 1792-1798