artikler

I den sidste del af 1700-tallet blev der indført en række landboreformer. Myndighederne ønskede blandt andet at afskaffe landsbyernes fælles dyrkning af jorderne. Fællesskabet skulle udskiftes med individuelle gårdbrug. Man mente, at hvis hver gård fik sine marker udskilt fra naboernes, så ville jorden blive bedre udnyttet. Og det danske landbrug trængte til en modernisering.

Ikke alle ejendomme var dog en del af et landsbyfællesskab. De såkaldte enestegårde dyrkede i forvejen jorden uafhængigt af andre. De lå gerne for sig selv, hvor jorden ikke egnede sig til fællesdrift. Man fandt dem i bakkede eller skovklædte egne og på de store hedearealer i Vestjylland. Men også vandmøllerne var ofte enestegårde. De var jo nødt til at ligge der, hvor vandet var.

Vestermølle var en enestegård. Den deltog derfor ikke i udskiftningen af Fruering by i 1781. Til gengæld blev møllen berørt af den senere udskiftning af Fruerings skov. En del af skoven blev nemlig udlagt til fredsskov. Det betød, at den skulle bevares for al fremtid. Derfor har Vestermølle i dag en stribe fredsskov på sin jord.

Udskiftningen foregik ikke altid lige nemt. Det var svært at fordele jorden, så ingen følte sig snydt. Den enkelte bonde var optaget af, om han nu fik jord nok, om den havde en ordentlig kvalitet, og om den lå godt for hans gård. Det var langt fra alle, der var parat til flytte gården hen, hvor jorden lå. Efterhånden blev gårdene dog flyttet ud af landsbyerne og ud i det åbne land, hvor de ligger i dag.