artikler

I december 1804 fik Hans Bøgh kongelig tilladelse til at tage et ekstra grubbeværk i brug.

En grubbe består af en enkelt kværnsten, som løber hurtigt rundt. Rundt om stenen er monteret en hullet jernplade, et slags rivejern. Når kornet bliver slynget rundt mellem stenen og jernpladen, bliver skallerne revet af kernerne. Grubbestenene var lavet i sandsten og ikke så holdbare. Derfor placerede man dem ofte under selve gulvet i kværnrummet. Så blev det mindre farligt for mølleren og hans svende, hvis stenen sprang i stykker.

Fordelen ved de afskallede kerner – perlegrynene – var, at de gav et finere hvidt mel. Skallerne – eller kliddet – blev til gengæld brugt som svinefoder. Hans Bøgh grubbede i forvejen korn på sin gamle mølle, men han må have haft kunder nok til en større produktion. I hvert fald byggede han en mølle mere i 1804. Den lå ovenfor skoven, hvor den havde sin egen mølledam.

Hertil gjaldt den nye kongelige tilladelse til fremover at grubbe korn. Det var dog en forudsætning, at han hvert år betalte tyve rigsdaler i afgift - ti for hvert af de to grubbeværker.