artikler

Fra 1760 til 1815 skrev kammerråd P. C. Leegaard fra Skanderborg en slags dagbog om store og små nyheder fra byen og dens omegn.

I 1772 fortalte han, at Jens Møller havde hængt sig. Det var et tab for byen. 1808 blev livet for svært for møllersvenden, Gotfred. Han druknede sig i Skanderborg Sø. Tjenestedrengen, der i 1811 afbrændte Skannerup Mølle, må om muligt have været endnu mere ulykkelig. Han havde stjålet noget korn og var derfor jaget bort fra møllen. Hjemme ventede en brutal stedfar. I vrede og fortvivlelse satte han ild til møllen, og møllerens 7-årige søn indebrændte. Selv om præsten gik i forbøn for den unge brandstifter, blev han halshugget og lagt på hjul og stejle.

Disse episoder er kendte, fordi de var ualmindelige. Derimod savner vi besked om, hvordan Skanderborgs møllersvende har oplevet den almindelige hverdag. De har ikke – som kammerråden - efterladt sig dagbøger.

De mest omfattende erindringer, der er skrevet af en samtidig møllersvend, er uden tvivl Ole Pedersen Kollerøds livshistorie. Men den var heller ikke almindelig. Over flere hundrede sider fortalte han om sit bevægede liv. Det er en fortælling om en bondedreng, der drog til København for at gøre lykken som møllersvend. I stedet blev han opslugt af byens kriminelle miljø og endte som drabsmand. Han blev henrettet i 1840. Samtiden skrev skillingsviser om den frygtelige møllersvend, men hans egen version er altså også gemt for eftertiden.