artikler

I begyndelsen af 1800-tallet var tiden ved at rinde ud for den privilegerede møller. Indtil da havde konkurrencen været begrænset for at sikre den enkelte mølles levedygtighed. For kongen og de centrale myndigheder drejede det sig om, at hver eneste mølle skulle tjene penge nok til at betale sine skatter.

I 1825 var behovet for at få malet korn imidlertid vokset. Befolkningstallet var alene fra 1818 til 1825 steget fra 1.069.000 til 1.166.000. Flere mennesker behøvede mere mel. Det gav sig selv. Samtidigt blev der også dyrket mere korn. Landboreformerne havde gjort sin gavn.

I første omgang gik myndighederne forsigtigt til værks. „Forordningen angående Mølleværker til Kornvarers Formaling paa Landet i Danmark“ fra 3. juni 1825 forsøgte fortsat at bevare de gamle møller som sunde forretninger. Man kunne stadigvæk ikke bare opføre en ny mølle i en eksisterende mølles opland. Det krævede Rentekammerets tilladelse efter en nøje vurdering af de lokale forhold. Muligheden for at øge antallet af kværne var også stadig begrænset. De store sædegårde fik imidlertid lov til at bygge deres egne gårdmøller.

Og så blev der åbnet op for en modernisering af møllerne. Det blev muligt at gøre kværnene større uden først at spørge om lov. Der blev også givet tilladelse til at gøre mølleværkerne mere effektive. Det betød, at vandmøllerne – men især stubmøllerne – måtte erstattes af de moderne hollandske møller.