artikler

1825 blev et tragisk år for Hans Bøgh på Vestermølle. Familien havde ejet stedet i 58 år, og han havde selv drevet det i 30, men nu kunne han ikke længere klare sine forpligtelser. Vestermølle blev sat på tvangsauktion.

Hans Bøgh skulle igennem fire auktioner, før der endelig faldt et bud, der kunne godkendes. Det var forpagteren på Skvæt Mølle, Hendrich Soele, der i december bød 4.350 rigsdaler. Måneden efter blev hans bud imidlertid annulleret. Det kneb tilsyneladende med at betale det nødvendige depositum. I stedet blev det Wilhelm Poulsen, der købte ejendommen. Han havde budt 4.340 rigsdaler. Han var på det tidspunkt forvalter på Marselisborg, hvis ejer i øvrigt også var gået fallit i 1822.

Hans Bøgh og hans kone Karen måtte forlade Vestermølle og flytte ind i et hus i Fruering. I folketællingen fra 1834 stod han opført som „Husfæster lever af sin jordlod.“ Sønnen af Vestermølles første selvejer var nu selv blevet fæster.

Kunne det blive meget værre? Ja, i 1840 var Karen død, og den nu 70-årige Hans Bøgh levede ikke længere af sin jordlod. Et ungt par var flyttet ind med deres lille datter og havde overtaget fæstet. Hans Bøgh boede nu som aftægtsmand hos disse fremmede mennesker. Fem år senere boede han stadigt hos den fremmede familie, og det må have været yderst småt. Det unge par havde nu fire børn, og manden kunne ikke længere leve af jordlodden. Han omtales nu som husfæster og daglejer.

Hans Bøgh døde i marts 1845.