artikler

Marts 1881 brød Vestermølles øverste dæmning sammen, og vandet fossede ned over gården. Her vågnede røgteren ved, at vandet nåede op i hans seng. Heldigvis blev alle dyr og mennesker reddet. Men møbler og forrådet af fødevarer var ødelagt.

Nogle måneder efter indgik Vestermølles ejer, Carl Walther en byttehandel med N. C. Løvschall. Løvschall købte Vestermølle, og Walther købte Løvschalls gård nær Grenå. Om det var på grund af oversvømmelsen, ved vi ikke. Men den måtte få enhver ejer til at overveje, om mølledriften var risikoen værd.

Møllebranchen havde forandret sig, siden møllenæringen blev givet fri i 1852. Mange nye møller var kommet til, men markedet havde også været gunstigt. I 1870’rne blev det danske korn imidlertid udkonkurreret af det billigere russiske og amerikanske. Eksporten af dansk mel hørte op, og der blev kamp om de resterende kunder. I byerne blev handelsmøllerne stadigt mere effektive. De blev dampdrevne og fik valsestole i stedet for de gamle stenkværne. På landet fik mange gårde små vinddrevne husmøller, så de selv kunne male foderet til de dyr, der nu skulle skabe landbrugets indtjening. Møllerne frygtede for fremtiden og samlede sig i 1884 i Dansk Møllerforening. I 1887 var N. C. Løvschall én af foreningens herredsrepræsentanter.

Han valgte at beholde sine møller. Men de kunne også andet end at male korn. I 1840’rne drev den nedre mølle kærnestokken i ejendommens mejeri. Et lille savværk blev også installeret. Og så var der jo også muligheden for at lave vandkraften om til el.