artikler

I 1840 måtte amtmanden afgøre en nabokonflikt mellem Casper Asmussen og Jens Jensen. Asmussen havde forhøjet dæmningen ved Vestermølles øverste mølledam for at forhindre en ny stor oversvømmelse som den i 1833. Samtidigt havde han dog benyttet lejligheden til at hæve vandstanden i dammen, så møllen fik mere vand at arbejde med. Det sidste var Jens Jensen ikke glad for. Vandet var nemlig også steget på hans tilstødende eng. Amtmanden fandt en løsning, så mølledriften fremover tog de nødvendige hensyn til naboen.

Asmussen var igen optaget af møllens interesser, da Forlev Stampmølle i 1844 søgte om lov til også at male mel. Ifølge mølleforordningen fra 1825 kunne der gives tilladelse, hvis de eksisterende møller ikke kunne overkomme kunderne. Det mente de nu nok, at de kunne. Et syn viste da også, at Skvæt Mølle, Vestermølle og et par andre berørte møller alle var både tidssvarende og tilstrækkelige. Møllen i Forlev ville især være en trussel mod Skvæt Mølle. Men hvis Skvæt mistede kunder, ville den måske gå efter Vestermølles kunder i stedet, og det var ikke værd at risikere! Casper Asmussen slap dog ikke for den fri konkurrence ret meget længere. I 1852 blev der vedtaget en lov, der satte møllenæringen fri. Samme år fik Skanderborg sin egen vindmølle.

I øvrigt gavnede møllen også landbruget på Vestermølle. Atten svin og et par søer blev fodret alene på affaldet fra møllen (se eventuelt Der grubbes på Vestermølle). De indbragte Casper Asmussen 300-350 rigsdaler om året.