artikler

Før landbrugsjorden blev udskiftet i slutningen af 1700-tallet, var det almindeligt at „opgive ævred“, når markerne var høstet. Det betød, at dyrene blev sluppet fri, så de kunne græsse på de fælles stubmarker. Det var imidlertid en dårlig udnyttelse af jorden. Derfor blev det anbefalet i stedet at „holde markfred“. Dyrene skulle holdes ude af vintersæden, og en bonde havde ret til at optage de dyr, der alligevel gik ind på hans mark. Ejeren kunne blive nødt til at betale en bod for at få sine dyr tilbage.

Det var ikke vellidt, hvis en bonde ville holde markfred, når hans naboer ønskede fælles græsning. På det område blev foregangsmændene sjældent populære. Schythe fortalte i 1843, at bønderne i Fruering ikke ville opgive den fælles græsning. Store ejendomme som Sophienlund og Herschendsgave krævede derimod markfreden overholdt. Det samme gjorde Asmussen på Vestermølle. Men Fruerings bønder ændrede ikke mening af den grund.

Det var heller ikke de små bønder, men derimod godsejerne og andre foregangsmænd, der købte Asmussens roste svingplov. Asmussen og godsejerne talte samme sprog. Ved valget til sogneforstanderskabet i 1841 kunne man da også se, at Herschend fra Herschendsgave gav Asmussen sin første stemme.

I 1849 blev det særlig tydeligt, at mølle-ejer Asmussen indtog en særlig position. Pastoratet skulle vælge to valgmænd, der skulle stemme på de andres vegne ved valget til Landstinget. Det blev Herschend og Asmussen med henholdsvis 17 og 14 stemmer.