artikler

Casper Asmussen fra Vestermølle var en flittig mand. Men mon ikke han lod arbejdet ligge den 31. juli 1845 for i stedet at tage sin kone Kirsten og datteren Elisabeth på udflugt til Skanderborg. Den dag skulle der nemlig afsløres et mindesmærke for Frederik 6. inde på Slotsbakken.

Frederik 6. var død i december 1839. Under hans styre var Danmark gået bankerot og havde måttet afstå Norge. Alligevel var han yderst populær i landbefolkningen. Den gav ham æren for landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse.

Der var derfor lagt op til en stor folkefest, da Skanderborg skulle afsløre sin mindesten. Kong Christian 8. og kronprinsen ankom fra Århus, og en biskop holdt tale. Den københavnske Studenter-Sangforening fremførte en sang, skrevet til lejligheden af H. C. Andersen. Aarhus Stiftstidende anslog, at op til 30.000 mennesker havde deltaget i festlighederne. Det var måske lidt rigeligt for arrangørerne. I hvert fald beklagede H. C. Andersen sig over, at der havde været meget lidt orden omkring selve afsløringen. Til gengæld havde han nydt selve aftenen med lyden af dansemusik og de mange lys, der blev tændt overalt omkring søen. „Der laa over Sø og Land en Fred, en Sommerduft, som Norden ejer i sine dejligste Sommernætter“, skrev han bagefter.

Knap tre år efter var der opstillet bavne over hele Jylland. Da var anledningen imidlertid langt mere alvorlig. Læs herom i Slavekrigen og Vestermølles røgter.