artikler

Et skræmmende rygte bredte sig i slutningen af marts 1848. Oprørere fra Rendsborg – senere kendt som Rendsborgslaverne – plyndrede sig vej op gennem Jylland. Undervejs brændte de både byer og gårde af. Folk, der kom i vejen, blev mishandlet og dræbt.

Befolkningen blev alvorligt opskræmt. Overalt i Jylland forberedte man sig til mødet med de vilde horder. Værdigenstande blev gravet ned, og mændene samlede sig i vagtværn, der dels holdt udkig og dels bevæbnede sig bedst muligt. I mangel af skydevåben blev gamle blade fra høléer slebet til våben.

I Skanderborg mente Frederik Møller at have set Havreballegård brænde og vejen vrimle med de frygtede slaver. Det udløste naturligvis en vis opstandelse. Senere på dagen viste det sig dog, at slaverne blot havde været en flok heste. Røgen var den støvsky, de havde rejst på vejen, og Havreballegård var stadigt i god behold. Alligevel valgte Skanderborgenserne at holde vagt ved byens porte om natten.

Vagten gav gevinst. Man fangede en gammel mand og satte ham i arresten. Men næste dag viste det sig, at han blot var røgter på Vestermølle og på ingen måde en løssluppen slave. Så blev han naturligvis sat fri igen.

De frygtede slaver blev heller ikke set nogen andre steder i landet. Der var simpelt hen tale om et falsk rygte. Der skulle dog ikke gå lang tid, før Skanderborg og Vestermølle blev opsøgt af virkelige – og stadigt uvelkomne – tyskere. Treårskrigen lurede forude.