artikler

I 1848 var kongen af Danmark også hertug af Slesvig, Holsten og Lauenburg. Slesvig var et gammelt dansk len, mens Holsten var tysk. De to hertugdømmer var dog tæt knyttet sammen med fælles administration og fra 1834 en fælles lokal regering.

I 1840’rne opstod en bevægelse, der ville løsrive de to hertugdømmer fra Danmark. Danskerne derimod diskuterede, om nationen skulle gå til Ejderen (kun med Slesvig) eller være en helstat (med både Slesvig og Holsten). Modsætningerne var stærke. Den 18. marts blev der i Rendsburg talt om væbnet oprør, og 24. marts greb Prinsen af Nør regeringsmagten i hertugdømmerne. Slaget ved Bov fulgte 9. april. De næste tre år vekslede mellem forhandlinger og militære angreb. Krigslykken vekslede også.

Undervejs kom Skanderborgegnen til at huse både danske og tyske tropper. Ligesom i 1600-tallet var de fjendtlige soldater en tung byrde for befolkningen og bestemt ikke velkomne. Men også en dansk soldat, V. L. Vaupell, beklagede i 1850 Skanderborgs manglende gæstfrihed:

Intetsteds har jeg seet saa mange fortrædelige og uvenlige Ansigter, saa man uvilkaarligt føler sig ilde stemt og fremmed i dette jydske Paradis.

I landdistrikterne blev de danske soldater fordelt efter gårdenes hartkorn, og Casper Asmussen på Vestermølle har formodentlig også haft soldater boende. Om ikke andet så i maj 1849, hvor den populære general Rye opholdt sig omkring Skanderborg en god uges tid, inden han fortsatte sin tilbagetrækning.