artikler

En sommerrestaurant ved Vestermølle var en rigtig god ide i begyndelsen af 1900-tallet.

På den tid havde man nemlig fået øje for Skanderborgegnens særlige natur. Illustreret Tidende fra 1903 beskrev Vestermølles „skovklædte Klinter og sagte rislende Vandfald“. I Danmarks Land i Tekst og Billeder kunne man læse om stierne langs åen, om ejendommens bakker, der var som „en hel lille Alpekæde“, og om mølledammen med vand som en bjergsø. Med den reklame var der ikke noget at sige til, at en restauratør så muligheder i stedet.

Marie Johanne Løvschall var også tiltalt af ideen om at udleje den gamle aftægtsbolig og dens have. Hun var året forinden blevet enke, så udsigten til en fast lejeindtægt har sikkert lettet hendes spekulationer om ejendommens fortsatte drift. At stedet skulle anvendes til traktørsted kan næppe have generet hende. Indtil for nylig havde Vestermølle jo selv beværtet gæster i forbindelse med mølleriet.

Ved indretningen af traktørstedet blev den naturlige idyl fastholdt. Skanderborg Amts Avis var især imponeret over det hvide lys, der kastede „eventyrglans“ over haven. Traktørstedet hentede nemlig elektrisk lys fra møllens elværk, og det var nyt for skanderborgenserne. Der gik endnu 2½ år, før byen selv fik et elværk.

Vestermølles traktørsted var i øvrigt ikke det eneste nye, der kom til det år. I haven bag Olsens Hotel i Skanderborg opstod Søpavillonen, som også blev vældig populær.