artikler

I 1901 var gårdmandskonen på Vestermølle, Marie Johanne Løvschall ansvarlig for gårdens mejeri. Hun havde en ung mejerske ansat til at hjælpe sig.

Det var ikke spor usædvanligt, at gårdmejeriet var kvindens ansvarsområde. Landhusholdningsselskabet havde allerede i 1836 oprettet en 2-årig uddannelse for kvindelige mejersker. Det var meningen, at de skulle virke på herregårdene, hvor smørproduktionen foregik professionelt. Men efterhånden, som de giftede sig og blev gårdmandskoner, tog de deres faglige viden med ud på gårdene. Kvinderne havde altid bidraget til gårdenes drift, men den faglige uddannelse gav kvindens ansvarsområde en højere status end tidligere. Mejerifaget bidrog til en ligeværdighed mellem gårdmanden og hans kone.

Kvinderne blev imidlertid skubbet til side, da andelsmejerierne dukkede op. I stedet for at ansætte de uddannede kvinder, antog man mænd, der først skulle til at lære faget. Argumenterne var yderst konservative: det var unaturligt for kvinder at lede store virksomheder, de manglede den nødvendige fysik og forstod ikke at passe maskinerne. En mandlig mejeribestyrer fandt kvinderne uegnede på grund af „den hidtil brugte dumme Påklædning.“

Kvinderne kæmpede for deres fag, men slaget var tabt. Andelshaverne var mænd, og de ansatte mejeribestyrere af deres eget køn. Gårdmandskonerne måtte fremover nøjes med at være husmødre, mens deres mænd blev bestyrelsesmedlemmer i de nye andelsmejerier. Præcist sådan gik det også på Vestermølle.