artikler

Den 12. december 1890 kunne man i Skanderborg Amts Avis læse en indbydelse fra 14 lokale erhvervsmænd. De opfordrede til at tegne aktier i en Bank for Skanderborg og Omegn. Målet var en aktiekapital på 70.000 kr., og hver aktie lød på 200 kr.

I Bankudvalget så man N. C. Løvschall fra Vestermølle. Han stod opført som Partikulier, for han havde tidligere på året solgt gården til sin søn, Christian. Havde det været hundrede år tidligere, ville han formodentlig have henlevet sin alderdom som aftægtsmand. Han ville have hjulpet sønnen i det omfang, kræfterne slog til. Men den 62-årige Løvschall var ikke slidt op. Han arbejdede på at få oprettet en lokal bank, og da det lykkedes, blev han valgt ind i bankens direktion.

På det tidspunkt havde der længe været tradition for lokale pengeinstitutter. Siden 1850’rne havde landboerne oprettet mere end 500 sparekasser. De var et led i en generel kamp for at opnå uafhængighed af de grupper, der hidtil havde domineret samfundet.

I 1931 blev det Markus Hansens tur til at repræsentere Vestermølle i Skanderborg Bank. Hans bedstefar havde siddet i bestyrelsen for en sparekasse, og hans far var endt som sparekassedirektør, så det lå til familien. I 1958 blev han formand for bestyrelsen – en post, han udfyldte de næste tyve år. Han sad der altså også, da banken i 1968 blev overtaget af Provinsbanken. Skanderborg Bank var sund, og aktierne blev solgt til kurs 650. Men nu var det storbankernes tid!