artikler

Anders Nielsen blev efter moderens død boende på gården hos sin stedfar, som et par år senere giftede sig igen. På den måde fik Anders sig også en stedmor. Til den nære familie hørte desuden en ældre broder, fire ældre søstre og to yngre delsøskende. Og så var der ikke mindst bedsteforældrene i Hemstok. De var Anders’ forbindelse til den øvrige slægt og et stabilt tilflugtssted i en barndom, præget af skiftende forældre.

De biologiske forældre var efter Anders’ eget udsagn velstående bønderfolk, og de efterlod en betragtelig arv til børnene og stedforældrene. Slægten hørte hjemme blandt „de Rye bønder“, som gik for at have været velhavende i adskillige generationer. Rye-bønderne havde – som mølleren på Vestermølle – købt deres fæstegårde, da rytterdistriktet blev solgt i 1767, men derudover havde de få år senere købt nogle store skovpartier. Fra skovene leverede de træ til en omfattende træskoproduktion med levering i hele Jylland. Det lagde grunden til Rye-bøndernes særlige rigdom.

Rigdommen til trods understregede Anders Nielsen, at de stadig var bønder „baade i Klædedragt og i alle Sæder og Skikke.“ Kosten var enkel, og der blev arbejdet fra solopgang til solnedgang. Man var sparsommelige, men behøvede ikke at frygte for terminerne. Og Anders noterede sig, at den økonomiske selvstændighed betød, at de var deres egne herrer. Hverken godsejere eller embedsmænd bestemte over dem. „Følgelig tog man sin Hat af for hvem man ønskede, ellers lod man den sidde.“ Det blev en vigtig lære for Anders.