artikler

Frederik 4. havde i 1721 forlangt, at der skulle opføres 20 nye skoler i Skanderborg rytterdistrikt. Det gav egnen nogle af tidens allerbedste almueskoler. Men Anders Nielsen var ikke imponeret over standarden i 1860’rne.

Degnen - der i øvrigt ofte var fraværende – benyttede sig af noget, der kunne minde om „indbyrdes undervisning“. Det var oprindeligt en engelsk undervisningsform, hvor læreren skulle undervise et meget stort antal elever efter et nøje planlagt system. De dygtigste elever fungerede som en slags hjælpelærere. Det var en billig løsning, og derfor forsøgte de danske myndigheder sig med systemet mellem 1820 og 1850. Her i 1860’rne mente Anders’ degn vist stadig, at de dygtigste elever burde hjælpe ham med at overhøre de andre i lektierne og også gerne kontrollere deres regnestykker. Som regel var der dog ikke ret mange fejl at finde, for eleverne havde i fællesskab indkøbt deres egen facitbog. Med et glimt i øjet kaldte Anders Nielsen indkøbet for hans første andelsselskab. Så noget fik han da ud af almueskolen.

I niårsalderen forlod han degnen for i stedet at få privatundervisning sammen med en håndfuld andre børn på gården Stensgaard. Den var ejet af én af hans onkler. Der var undervisningen bedre, og da Anders forlod folkeskolen i 1873, var det med fine karakterer. Ifølge hans datter lå de mellem ug (udmærket godt) og mg (meget godt), som var de to højeste værdier i datidens karakterskala.

Men Anders var slet ikke færdig med at lære.