artikler

Kirstine blev født i 1859. Hendes far døde tretten år senere, men så overtog moderen gården. En af Kirstines brødre – de var syv søskende i alt – blev bestyrer. Det fortælles, at Kirstine allerede som lille pige hjalp til med det daglige arbejde; ikke kun i husholdningen, men også i landbruget. På den måde fik hun kendskab til alle gårdens arbejdsopgaver, og det var nyttigt i en tid, hvor der ikke var tradition for at sende pigerne på landbrugsskole. Senere i ægteskabet med Anders skulle hun da også få stor glæde af sin landbrugsmæssige lærdom.

Andelsbladet fortalte i anledning af hendes 80 års fødselsdag, at hun „voksede op i et godt Hjem, hvor Flid, Nøjsomhed og Dygtighed sad til Højbords.“ Det var egenskaber, som for alvor var blevet nødvendige to generationer tidligere. Da overtog Kirstines farfar, Søren Pedersen fæstet efter sin egen far, der havde siddet på Havrebjerggård siden 1771. Men Søren fik gården på nye betingelser – nemlig som et arvefæste. Det betød, at han fik større råderet over gården, men også at afgifterne blev højere. Arvefæstet var det nærmeste, han kunne komme et egentlig selveje. Det var stadig Brorup gods, der ejede gården, men Søren kunne belåne den, udstykke den, sælge den eller lade den gå videre til arvingerne uden at spørge godsejeren om lov. Altså forudsat, at han betalte den årlige afgift, og det krævede netop „Flid, Nøjsomhed og Dygtighed“. Søren klarede det og overkom også hvervet som sognefoged – som også Kirstines far siden gjorde det.