artikler

I 1853 fik den 23-årige Hanne Nielsen mulighed for at drive mejeri på Havarthigård. Byernes efterspørgsel på smør og ost var stigende, og Hanne kunne se mulighederne.

„Mælkeriet“ var traditionelt kvindernes domæne. Den nødvendige viden gik i arv fra generation til generation, men Hanne ville lære mere. Hun fik kontakt med Landhusholdningsselskabets mejerikonsulent, Th. Segelcke, og i 1861 tog hun på mejerikursus på et par større danske herregårde. I 1865 begyndte en række studieture til både Sverige, Norge, England, Holland, Schweiz og Frankrig. Hanne lærte at fremstille nye oste, og hun lærte også lidt af hvert om smør. Hendes varer blev præmieret i både indland og udland, og i 1875 oplevede hun at blive Kgl. Hoflevrantinde. Samme år åbnede hun et udsalg i København. Hver eftermiddag tog hun derind for at sælge sine varer.

I 1866 begyndte Landhusholdningsselskabet at sende mejerielever til Hanne. Den ordning varede dog kun til 1870, for selskabets betaling kunne ikke hamle op med Hannes private elever. De betalte dyrt for hendes kurser, og samtidigt erstattede de tjenestepigerne. I 1860-70’rne havde Hanne flere end tusinde kursister. Det var en anbefaling at have lært på Havarthigård.

Men så faldt kornpriserne. Indtægterne fra mejeridriften kom til at betyde mere for gårdenes økonomi, og mændene overtog gradvist faget. De havde gået på landbrugsskole og kunne derfor nøjes med nogle korte ekstra-kurser hos Hanne. Samtidigt blev Hannes håndværk forældet. Nye teknikker og ikke mindst andelsmejerierne udkonkurrerede kvindernes gårdmejerier. En æra var slut.