artikler

Højskolernes store gennembrud kom efter krigen i 1864. Mange nye skoler kom til, og det årlige elevtal steg. Ved århundredskiftet lå det omkring de 6000. Det var kun, når landbrugets indtjening faldt, at man oplevede tilbagegang. Størsteparten af eleverne kom nemlig fra gårdmandsstanden. Folkehøjskole eller ej – langt fra alle havde råd til et ophold.

Højskolernes opblomstring faldt sammen med landbrugets omstillingsfase i den sidste del af 1800-tallet. Man har derfor ledt efter en sammenhæng. F. eks. mente højskoleforstander Ernst Borup i 1939, at højskolen havde haft en „mægtig Betydning“, for „Bondestandens Fremgang“. Især har man villet forklare fremkomsten af andelsbevægelsen med højskolernes indflydelse. Ganske vist underviste skolerne ikke i andelstanken. Men mange højskolefolk har ment, at højskolens fortælling om folket inspirerede eleverne til at handle i fællesskab. Og at de derfor slog ind på andelsvejen.

I 1971 opfordrede historikeren Claus Bjørn til en mere forsigtig og nuanceret opfattelse. Højskolernes påvirkning var nemlig hverken entydig eller stod alene. For eksempel kom den „folkelige vækkelse“ ikke lige stærkt til udtryk på alle højskoler. Til gengæld blev den på samme tid næret af foredragsforeninger, valgmenigheder, friskoler og tilsvarende. At højskolernes undervisning i dansk, skrivning og regning gjorde det lettere for eleverne bagefter at deltage i foreningsarbejde, er der næppe tvivl om. Men de samme fag blev altså også undervist på aftenskoler og på de rene landbrugsskoler.