artikler

Anders Nielsen øgede gårdens mælkeproduktion betragteligt op gennem 1880’rne. I 1890 oplyste han, at de nu 25 malkekøer gav en gennemsnitlig årlig mælkemængde på 6.000 pund per ko, „i de sidste Par Aar noget over.“ Faktisk havde besætningen præsteret en gennemsnitsydelse på 7.208 pund i 1888/89, hvor Anders havde deltaget i en konkurrence i landboforeningen. Tallene skal sammenlignes med de 4.500 pund, der på den tid var almindeligt på de egne.

Kirstine fik altså mælk nok at arbejde med i sit gårdmejeri, og hendes mejeriuddannelse betalte sig – kvaliteten af hendes varer kom efterhånden på niveau med de professionelle herregårdsmejerier og andelsmejerierne. En stor del af smørret og osten blev solgt til private hjem i Skanderborg – og leveret af børnene, når de kørte til skole i deres lille hestevogn.

Trods de gode resultater, opgav Kirstine hjemmemejeriet i 1899. Herefter blev mælken leveret til Marskendal, det lokale andelsmejeri. Det var en udvikling, man så overalt i landet. Kvindernes gårdmejerier kunne ikke konkurrere med de industrialiserede andelsmejerier. For mange gårdmandskoner blev konsekvensen den, at de fremover kun skulle tage sig af husholdningen, og at deres bidrag til gårdens drift ikke længere kunne ses i regnskaberne. En trist udvikling, fandt mange.

Sådan gik det nu ikke for Kirstine. Anders var stadigt oftere på rejse rundt i landet, og så måtte hun overtage hans opgaver. Mejersken Kirstine blev til gårdmanden Kirstine.