artikler

I 1899 havde Anders og Kirstine købt hendes fødehjem, Kragsbjerggård på Sjælland. En så fjerntliggende gård kunne kun drives ved hjælp af en dygtig forvalter, og det blev den så i tolv år. Men også driften af Svejstrup Østergård krævede særlige løsninger, for Anders var nemlig stadigt oftere væk fra gården. Fra Skanderborg Landboforening var han kommet ind i Foreningen af jyske Landboforeninger og videre ind i andelsbevægelsen. Det betød, at møderne inde i Skanderborg efterhånden blev afløst af møder i Århus, København eller helt andre steder. Så stod Kirstine alene tilbage og måtte udføre mere og mere af Anders’ arbejde.

Det krævede naturligvis nogle tilpasninger, for hun havde jo også sine egne gøremål. I 1899 blev hjemmemejeriet nedlagt og mælken overdraget til det lokale andelsmejeri, og i 1906 kunne man læse, at fodermesteren var procentaflønnet. Han må altså have haft hovedansvaret for dyrene – grise, køer og heste. Sammesteds hed det i øvrigt, at „Gaarden drives af Ejerens Hustru.“

Det var også i 1906, at Anders og Kirstine tog den endelige konsekvens af hans meget fravær. Hun forpagtede officielt gården, og så kunne hun fremover træffe alle de nødvendige beslutninger uden bagefter at skulle stå til ansvar over for Anders. Samtidigt solgte de foreløbigt kvægbesætningen og gik over til en langt enklere driftsform, der ikke krævede så stort et folkehold. Med en forvalter ved sin side blev det muligt for Kirstine både at bestride husholdningen og gårdens drift.