artikler

Med de faldende kornpriser i 1870’rne begyndte en omstilling af den danske landbrugsproduktion. Indtægterne lå i de animalske varer, så fokus blev rettet mod dyrene og deres forædling. Planteavlen kom i anden række. Men Anders Nielsen forstod, at der også her var økonomiske gevinster at hente, og han holdt en mængde foredrag om netop planteavl.

Andre specialister vidste det også og arbejdede for en faglig fornyelse. Der blev oprettet forsøgsstationer og ansat konsulenter. Staten betalte og samlede i 1898 aktiviteterne i Statens Planteavlsudvalg. Èt af medlemmerne kom fra De samvirkende danske Landboforeninger, men i de lokale foreninger var interessen ikke ret stor.

På delegeretmødet i 1898 holdt T. Westermann fra Landbohøjskolen imidlertid en tale, der satte planteavlen på dagsordenen. Han mente, at der – med landboforeningernes hjælp – kunne indføres så mange forbedringer, at landbrugets produktionsværdi ville stige med 20-25 %. Det var et tal, der imponerede, og så blev Planteavlsudvalget oprettet.

Med Anders som formand gik udvalget i gang med at indsamle de mange spredte erfaringer og formidle dem videre gennem skrivelser, kurser, møder og udvalgets egen konsulent. Værdifuld ny viden nåede ud til lokalforeningerne, og planteavlen fik det fornødne løft ude hos den enkelte landmand. Og indtægterne steg, endda mere end Westermann havde spået.

Anders var naturligvis ikke ene om arbejdet. Men han er blevet beskrevet som „Manden paa den rette Plads. Næppe nogen anden kunde have klaret Formandskabet bedre i de første vanskelige Aar.“