artikler

Da Anders Nielsen i 1894 kom ind i Landhusholdningsselskabets bestyrelse, var det egentlig slet ikke meningen. Landboforeningerne i Århus Amt havde valgt en helt anden mand, men så viste det sig, at han slet ikke var medlem af Landhusholdningsselskabet. I stedet blev det så Anders, selv om han havde fået langt færre stemmer.

Det første møde var en skuffelse. Der blev diskuteret alt for lidt efter Anders’ smag. I det hele taget blev Landhusholdningsselskabet aldrig rigtig en platform for Anders. Det sås for eksempel i sagen om det lurmærkede danske smør. Da han i 1915 trådte ud af bestyrelsen, havde han i de sidste ti år kun deltaget i 9 ud af 21 møder.

Vil man forstå, hvorfor Anders var så forbeholden over for Landhusholdningsselskabet, er det nødvendigt at se på forhistorien. Selskabet blev oprettet i 1769, hvor bondestanden stadig var uoplyst og undertrykt. Fremtrædende embedsmænd og godsejere satte sig for – i et samspil med staten – at modernisere landbruget. Det skete først gennem præmiering af dygtige bønder og siden gennem uddannelse og rådgivning. Arbejdet nyttede, og der fremstod en stadig mere selvbevidst bondestand.

På Anders Nielsens tid var gårdmændene stærkt optaget af at frigøre sig fra de gamle magthavere, og det ramte også Landhusholdningsselskabet. Dets arbejde var anerkendt – og blev på mange områder overtaget af landboforeningerne – men gårdmænd som Anders Nielsen var skeptiske over for det gamle elitære selskab. De så det helst vige til fordel for de nye landboforeninger.