artikler

Tidligt diskuterede man i landbrugskredse, hvordan man kunne undgå svindel med det danske smør. Overvejelserne kom til at ligge i et udvalg under Landhusholdningsselskabet, hvor også Anders Nielsen var med. Det foreslog, at man indførte et nationalt varemærke, men forslaget mødte modstand i den øvrige bestyrelse.

Det standsede nu ikke Anders. I februar 1899 skrev han om problemet i et af mejeriernes fagblade og opfordrede til handling. Så nedsatte De samvirkende jyske Mejeriforeninger et nyt udvalg, igen med Anders som medlem. Det endte med endnu en forening: „Danske Mejeriers Smørmærkeforening“. Den kom til verden den 1. september 1900 med Anders som formand og 400 mejerier tilmeldt. Det var tanken, at medlemmerne skulle mærke alt deres smør med et registreret varemærke som en garanti for, at det kom fra den pågældende kreds af danske mejerier. Som mærke valgte man Lurmærket. Det blev indregistreret i England og i Danmark, og forsøg på misbrug blev retsforfulgt.

I 1904 havde langt de fleste mejerier tilsluttet sig ordningen, og Anders mente, at det var på tide „at gøre den hele Ordning stabil og Absolut omfattende saavel alt dansk Smør til Eksport som alt Smør i Detailhandelen“. Lurmærket skulle gøres lovbefalet for alle, og det blev det i 1906. Med Lurmærket som både en oprindelsesgaranti og en kvalitetsgaranti var prisen på dansk smør steget mærkbart. Anders Nielsen havde set rigtigt, da han holdt fast i sin ide om et varemærke.

Alligevel var der også mislyde. Se herom i Da Anders gled i smørret.