artikler

I 1914 nedsatte Cementfabrikkerne prisen for en tønde cement fra 6,45 kr. til 4,10 kr.
Berlingske Tidende omtalte nedsættelsen som det „første fjendtlige Skridt“ mod den nystartede Andels Cementfabrik. Anders Nielsen protesterede. Det var absolut ikke det første angreb. Og så remsede han ellers op:

Krigen var startet, da Cement-Ringen i 1911 – efter at have indgået en 5-årig kontrakt med FDB – uden videre forhøjede prisen med 50 øre per tønde. De skulle bruges til en „Krigsfond“, der kunne imødegå en andels-cementfabrik, hvis en sådan skulle opstå.

Dernæst gjorde Cement-Ringen sin indflydelse gældende i bankverdenen. Andels Cementfabriken kunne kun låne penge, hvis den ville afstå fra sit andelsprincip om at fordele overskuddet til forbrugerne.

Frichs i Århus, der skulle levere installationerne til Andels Cementfabrikken, kunne ikke købe de nødvendige komponenter hos F. L. Schmidt, der var en del af Cement-Ringen. Det forsinkede projektet, at der måtte anvendes udenlandske underleverandører.

På grund af Cement-Ringens pres ville ingen sælge andelsfabrikken de ti tønder cement af særlig høj kvalitet, der skulle bruges som det første ovnfoder. Det besværliggjorde opstarten.

Anders konstaterede: „Skønt Andels-Cementfabriken paa alle Sider er omgivet af gode danske Cement-Fabriker, befandt vi os ene som Robinson paa sin øde Ø.“ Uanset de gamle cementfabrikkers fjendtlige indstilling, mente han nu nok, at andelsfabrikken ville klare sig. Prisnedsættelsen havde jo bekræftet, at der var god brug for en uafhængig konkurrent på markedet.