artikler

De danske cementfabrikker var åbenlyse modstandere af fri konkurrence på hjemmemarkedet. Så ville det bare gå som i England. Der tjente fabrikkerne så lidt, at de ikke havde råd til at modernisere, men blev forældede. Det kostede på eksportmarkederne, og det kunne ingen være tjent med. Derfor var de danske fabrikker gået sammen i en ring. Den kontrollerede markedet og holdt nye konkurrenter ude. Det var sket så sent som i 1907. Da havde ringen nedsat sine priser for at kvæle Kongsdal, en ny og delvis forbrugerejet cementfabrik.

Men kunderne var slet ikke tilfredse. I 1910 arbejdede en gruppe fabrikanter af cementvarer på at opføre deres egen fabrik, og i brugsforeningerne var der lignende overvejelser. Cement-Ringen forberedte sig på „en Konkurrencekamp gennem en længere Periode.“

Her kom FDB ind i billedet. FDB havde i 1906 indgået en 5-årig indkøbsaftale med Cement-Ringen, og den blev fornyet i 1911. Kort efter hævede ringen priserne med 50 øre pr. tønde. Det blev oplyst, at pengene skulle reserveres til en kommende priskrig. Dermed var nye konkurrenter advaret på forhånd.

FDB følte sig voldsomt provokeret. Nu måtte monopolet knækkes, inden det blev for stærkt. Men FDB havde forpligtet sig til ikke selv at starte en cementproduktion, og derfor blev det JAF med Anders i front, der påtog sig opgaven. Cement-Ringen kæmpede imod – se Cementkrigen – men i 1913 stod en ny andelsfabrik klar til brug. Endnu var det sidste slag dog ikke slået. Se herom i Cementsejren cementeres, men ikke i Højesteret.