artikler

I 1913 var Andels Cementfabrikken opført; men der var nye pengeproblemer. Den bank, der havde ydet anlægslånet, ville ikke låne til driften. Til sidst måtte fabrikken låne af andelshaverne. Som i tilfældet JAF måtte bestyrelsen – med Anders Nielsen som formand – garantere solidarisk for gælden.

Da produktionen endeligt kom i gang, sænkede Cement-Ringen sine priser med 35 %. Den ville ramme andelsfabrikken på økonomien. I stedet fik den forbrugerne imod sig. Nedsættelsen viste jo, at ringens fortjeneste hidtil havde været alt for høj. Mange kredse – også uden for andelsbevægelsen – kom med hårde angreb mod storkapitalen.

Men ringen lod sig ikke gå på af forbrugernes modstand. Den anså „disse Konkurrenceforsøg simpelthen som et Spørgsmaal om at være eller ikke være.“ I pressen blev der talt om „en omfattende Styrkeprøve mellem Storkapitalens og Forbrugernes Interesser.“ For ringen var tiden inde til endnu et slag.

Da FDB i 1911 indgik en ny femårskontrakt med Cementringen, havde man samtidigt givet afkald på retten til selv at anlægge en cementfabrik. Der var imidlertid adskillige brugsforeninger blandt andelsfabrikkens medlemmer, så Cementringen anlagde sag med påstand om kontraktbrud. Den fik medhold både i Sø- og handelsretten og senere ved Højesteret i 1914. FDB blev pålagt en bøde for hver tønde cement, andelsfabrikken producerede frem til kontraktens udløb. Man enedes derfor om at indstille driften til udgangen af 1915.

Men så slap Cement-Ringen heller ikke længere for konkurrence!