artikler

Anders Nielsen mente allerede i 1883, at landmændene skulle indkøbe deres foderstoffer i fællesskab. Da han to år efter blev formand for Skanderborg Landboforening, indførte han da også straks et Handelsudvalg. Det skulle varetage medlemmernes økonomiske interesser gennem fælles indkøb.

Op gennem 1890’rne voksede landmændenes behov for importeret foder. Et stigende svinehold øgede efterspørgslen på majs – større krav til malkekvægets foder øgede forbruget af oliekager. I Skanderborg blev Handelsudvalget derfor bedt om at arbejde for „en Foderstofforretning for hele Jylland.“

I slutningen af 1890’rne var det ganske udbredt med fællesindkøb gennem andelsmejerier, indkøbsforeninger, eller – som i Skanderborg – gennem landboforeningerne. Man samlede medlemmernes bestillinger og afgav så en samlet ordre til en købmand eller grossist. På den måde forsøgte man at sikre sig en fornuftig pris og en ordentlig kvalitet. Det var nemlig langt fra en selvfølge.

Hvis landmændene skulle gå et skridt videre, måtte de forsøge sig som importører uden om grossisterne. Det ville spare et avanceled og gøre foderet billigere. Det var imidlertid for stor en opgave for de lokale indkøbsforeninger. Det krævede netop „en Foderstofforretning for hele Jylland“.

„Jydsk Andels Foderstofforretning“, i daglig tale JAF, blev stiftet i 1898. Anders Nielsen havde gjort et stort forarbejde og blev valgt til formand. Inden han kom så langt, havde han imidlertid måttet overvinde mange forhindringer.