artikler

En voksende import af foderstoffer stillede større krav til importørernes pengepung. Det virkede derfor fornuftigt, at en gruppe østjyske købmænd i 1896 slog sig sammen i Korn- og Foderstof Kompagniet (KFK). Men landmændene så sammenslutningen som et monopol, en „ring-dannelse“. Derfor talte de om at oprette deres egen importforretning.

Købmændene var naturligvis ikke begejstrede, så de gjorde deres bedste for at afskrække landmændene. De henviste til bøndernes manglende erfaring med handelsfaget, og de forsøgte også at lægge pres på Anders Nielsen. Han mere end antyder, at direktøren for KFK – uden held dog – forsøgte at bestikke ham til at opgive planerne.

En episode i sommeren 1897 gjorde derimod landmændene endnu mere beslutsomme. Under forberedelserne til „Jydsk Andels Foderstofforretning“ (JAF) var der indløbet ordrer fra en række mejeriforeninger. De lød på i alt to tusind tons oliekager. JAF var endnu ikke parat til selv at importere, så derfor valgte ledelsen at indhente tilbud fra fire forskellige handelshuse. Besynderligt nok var det kun KFK, der svarede. Og den tilbudte pris var højere end den, de private købmænd skulle betale for langt mindre partier.

Den provokation fik tilslutningen til JAF til at vokse. I februar 1898 kunne selskabet holde sin første generalforsamling, hvor Anders Nielsen blev valgt som formand. Man ansatte en faguddannet direktør, købte lagerbygninger og indrettede et kontor. Men endnu manglede finansieringen, og det var et problem. Se herom i Hvem skal nu betale?