artikler

JAF’s årsomsætning steg de første ti år fra godt 1 mill. til 17½ mill. kr.. Medlemstallet gik fra de oprindelige 68 lokalforeninger til 521, og de indtegnede køer fra 26.000 til 184.000. JAF var på ti år blevet landets næststørste foderstofforretning, og generalforsamlingen i 1908 blev en festdag.

Til trods for fremgangen slap selskabet ikke for kritik. Det gjaldt især priserne. Det kunne dårligt undgås, at de private købmænd somme tider solgte billigere end JAF, og så kom der klager. Under 1. verdenskrig blev kritikken særlig hyppig. Forsyningerne var usikre, og priserne gik op og ned. Landmændene skulle vælge, om de ville forudbestille til en fast pris eller købe til dagsprisen. Nogle gjorde gode handler, andre dårlige, og det affødte en del polemik.

Efter 1. verdenskrig skulle de tomme varelagre overalt fyldes op. Der fulgte en periode med højkonjunktur, men så kom krisen. Efteråret 1920 faldt priserne voldsomt. De mindre kornhandlere købte ind til de nye lave priser og solgte billigt. Men JAF havde forberedt sig til den kommende fodringssæson og fyldt sine lagre op til de høje priser. JAF måtte nu også sælge billigt, og det kostede dyrt. En solid reservefond tog en del af stødet, men i en periode blev det nødvendigt at tage højere priser end de private konkurrenter. Så måtte man indskærpe købepligten og appellere til medlemmernes loyalitet. Anders anklagede de private handlende for at ville „tage livet af andelen“ med ufine metoder, men andelshaverne holdt fast i deres egen foderstofforretning, og JAF overlevede.