artikler

Da de politiske partier opstod i slutningen af 1800-tallet, var der snarere tale om politiske fløje end egentligt fasttømrede partier. Højre repræsenterede godsejerne og de nationalliberale, Socialdemokratiet var arbejderklassens parti, og Venstre varetog landbrugets og landboernes interesser. Magten, de alle stræbte efter, lå i Rigsdagen.

Rigsdagen fremkom med Grundloven i 1849. Den bestod af Landstinget og Folketinget. Det var kongen, der udnævnte regeringen, og han valgte altid sine ministre fra Højre. Men så fik Venstre flertal i Folketinget i 1872. Højre havde det i Landstinget. Så havde vi balladen. For hvem skulle nu bestemme? I de følgende år rasede forfatningskampen, indtil Venstre og Højre indgik et forlig i 1894.

Så skulle alt jo være godt, men det var det ikke. For en række Venstrefolk, der var modstandere af forliget, brød ud og dannede Venstre-Reformpartiet. Tilhængerne af forliget blev omtalt som det Moderate Venstre. De – og Højre – mistede imidlertid vælgere ved de følgende valg, og så kom Systemskiftet i 1901. Tilslutningen til Højre var efterhånden blevet så lav, at kongen blev nødt til at udpege en Venstre-regering. I. C. Christensen fra Venstre-Reformpartiet blev regeringens stærke mand. Men glæden varede kun kort. For partiet blev sprængt i 1905, hvor Det Radikale Venstre brød ud. Til gengæld lod de moderate Venstrefolk sig optage i Reformpartiet i 1910, og fra da kaldte partiet sig blot Venstre.

Det var altså ikke helt let at være Venstremand i de år, og det var det heller ikke for Anders Nielsen.