artikler

Anders Nielsen fik først valgret i 1889, da han fyldte 30 år. Det forhindrede ham nu ikke i at interessere sig for politik inden da. For eksempel blev han i 1886 formand for den lokale „Demokratisk Fond“ og siden for „Demokratisk Forening“. Det var en slags tidlige vælgerforeninger for Venstre.

Venstre var landbrugets parti, så det var ikke så underligt, at Anders Nielsen befandt sig der. Men fanatisk var han ikke. For eksempel stemte han to gange på socialdemokrater ved sognerådsvalgene „dels fordi jeg ønskede de to valgt, men ogsaa for ikke at komme med der.“ Han havde altså den bagtanke, at han ikke selv ville vælges. Men han havde ikke behøvet at erklære sig „nærmest enig“ med den socialdemokratiske kandidat ved folketingsvalget i 1890. Alligevel gjorde han det, endda selv om han støttede en Venstrekandidat.

Det var de politiske mål og ikke det politiske spil, der interesserede Anders. Han var optaget af at nå de ønskede resultater på samme måde, som han var det i sit foreningsarbejde. Derfor brød han med partidisciplinen i de jyske Landboforeninger, og derfor slog han sig i tøjret, da han under en valgkamp til Folketinget i 1895 blev sat i bås med det Moderate Venstre. Bare fordi han havde anerkendt forliget mellem Højre og Venstre året før!

Anders ville ses som en saglig, uafhængig Venstremand! Men det blev hans modkandidat, en erklæret forligsmodstander, der vandt. Anders havde derimod fået Højres stemmer og var – hvad enten han ville det eller ej – blevet en brik i det taktiske spil. Det skulle han opleve mere end én gang.