artikler

Ved valget i Sæby vandt Anders med 1284 stemmer mod den radikale modstanders 802. Anders havde ført en slagfærdig valgkamp og kunne nu indtage sin plads i Folketinget som repræsentant for Hjørring Amts 2. valgkreds! Han holdt sin første tale på Folketingets talerstol, da et lovforslag om jordlodder til landarbejdere blev førstebehandlet. Her var han på hjemmebane og fik talt om både andelsbevægelsen og husmandsforeningerne.

Ellers gjorde han ikke meget stads af sig. Han stillede nogle spørgsmål i landbrugssager og brugte i øvrigt en masse tid på henvendelser fra sin kreds. Arbejde var der rigeligt af, og han måtte ligefrem lægge sig syg i en periode. Samtidigt var det nok ikke helt så spændende, som han havde forestillet sig. I et radioforedrag i 1941 mente Andelsbladets daværende redaktør at have fundet en del af forklaringen:

Sikkert har ogsaa hans efterhånden tilvante Stilling som den første blandt Ligemænd ikke helt harmoneret med den Plads i Partiet, som var et nyvalgt Medlem beskaaret.

I 1909 faldt regeringen, og Anders faldt med. Han havde da været folketingsmedlem i 361 dage. Det havde været en bevæget tid. Den tidligere justitsminister Alberti var blevet afsløret som bedrager i millionklassen. Den skandale kostede I. C. Christensen posten som konseilspræsident. Kort efter havde afløseren, N. Neergaard, sprængt Venstre med sit forslag til en forsvarsordning. Det endte med valg, og denne gang tabte Anders til den radikale kandidat i Sæby.