artikler

Landbrugskrisen, der startede i 1870’rne blev langvarig. I 1887 toppede antallet af tvangsauktioner, men så vendte billedet. Det gik mod lysere tider. Det stod imidlertid ikke så klart i samtiden. Landbruget følte sig tværtimod ladt i stikken af en rigsdag, der sloges om magten i stedet for at gøre noget ved landboernes alvorlige problemer. Kritiske røster var fremme allerede i 1886. Da forlangte godsejer Branth fra Højre, at staten skulle komme landbruget til hjælp med politiske indgreb.

Protesterne slog imidlertid først for alvor igennem i 1893, da Danmarks Agrarforening blev dannet. Den krævede, at staten greb ind til fordel for landbruget, blandt andet med en omlægning af told- og skattelovene. Dele af foreningen ville endda oprette et egentligt bondeparti, men det skete nu ikke. I stedet lagde bevægelsen pres på politikerne, når der var valgkamp.

Agrarforeningen nåede et medlemstal på mindst 60.000. Den indrettede sig med lokalkredse og tillidsmænd i hvert sogn. Anders Nielsen meldte sig ind og blev tillidsmand i Dover. En frygt for, at Agrarforeningen skulle blive en konkurrent til landboforeningerne, viste sig grundløs. I stedet opstod der en arbejdsdeling, hvor landboforeningerne arbejdede med de faglige opgaver, mens Agrarforeningen øvede det politiske pres.

Agrarforeningen sygnede hen, da tiderne blev bedre, men tankegangen overlevede. Også hos Anders. Landboforeningerne begyndte selv at stille krav til politikerne og udviklede sig gradvist til at blive egentlige interesseorganisationer.