artikler

Anders Nielsen havde gode erfaringer med de statslige myndigheder fra sin tid i Planteavlsudvalget. Fra 1900 til 1909 fik han gradvist hævet de årlige statstilskud fra knap 3.000 til godt 50.000 kr.. Det var i sig selv positivt, men hvad der var nok så vigtigt var, at han samtidigt „forstod myndigt at afværge Faren mod Statsindgreb, saa at Arbejdet trods Statsstøtte kunde udføres under frie Former.“

Sådan blev det beskrevet i 1909, og det var en almindelig holdning i landbruget – man ville gerne have hjælp, men det måtte ikke gå ud over selvstyret. Landbruget var liberalt indstillet og hyldede den størst mulige handlefrihed, både for den enkelte, men også for erhvervet som helhed. Som det hed i Andelsbladet ved årsskiftet 1911/12: „jo mindre Selvstyre, der er i et Folk, des mindre Handlekraft opelsker man.“

Landbruget ville også nødigt stå i taknemmelighedsgæld til staten. Det var nu engang nemmere at tage imod hjælp på samfundets vegne – et stærkt landbrug gavnede jo alle! – end for sin egen skyld. Et eksempel: I 1906 havde larver af fritfluen angrebet havren og forårsaget store tab. Derfor tilbød landbrugsministeriet et transporttilskud til de landmænd, som måtte ud at købe erstatningshalm. På Herning-egnen var begejstringen ikke stor: „Skal vi endelig købe Halm og betale den ret dyrt, kan vi saamænd ogsaa gerne betale Fragten; ellers skal vi vel have det at høre, at vi har faaet Fragtgodtgørelse af Statskassen.“