artikler

Vreden var stor blandt mejeriernes folk, da de så lovudkastet til en revideret smørmærkelov. (Se herom i Da Anders gled i smørret.) Vreden gik ud over Anders, som havde repræsenteret Smørmærkeforeningen under forhandlingerne. Men han tog offentligt afstand fra lovforslaget og forklarede, at det faktisk var i strid med hans anbefaling.

Så fik han til gengæld landbrugsministeren og andre politikere på nakken. De mente, at han havde fået kolde fødder og var rendt fra en aftale. Derefter fulgte en kampagne i en lang række aviser, som blandt andet kritiserede den betaling, Anders fik af staten for sit arbejde i Smørmærkeforeningen. Politiken kaldte det et „Familjeben“, at han havde ansat sin datter til at udføre kontorarbejdet.

Oplysningen om lønnen var kommet fra landbrugsministeren, og ifølge Anders hed det sig allerede før „afsløringen“ i Rigsdagen, at Anders skulle straffes. Han forsvarede sig i Andelsbladet. Det var ministeriet selv, der havde fastsat betalingen, og der var ingen grund til at tro, at det kunne gøre arbejdet billigere selv. Pressehetzen var i det hele taget en skidt belønning for ni års arbejde til gavn for dansk smør – og i øvrigt var arbejdet gået meget nemmere, før ministeriet var blevet part i sagen.

Noget godt kom der dog ud af hele dramaet. Det blev tydeligt, at mejerierne havde brug for at kunne optræde samlet over for ministeriet. På den baggrund opstod De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, og Anders blev – som sædvanligt – formand.