artikler

Anders Nielsen blev hyldet på de Jyske Landboforeningers delegeretmøde i 1914. Hans kolleger takkede ham for foderstof-triumfen, men også for hans tale på delegeretmødet. „Gaar Landbrugseksporten i Staa, saa standser hele vort Samfundsmaskineri“, sagde han blandt andet. Samtidig understregede han, at „I Tider som disse kaldes der paa Organisationerne“.

Anders var tændt! Ikke blot stod han i spidsen for en selvbevidst bondestand, men nu blev det øvrige samfund da også nødt til at anerkende landbrugets store betydning. Og Anders var helt parat til at påtage sig det ansvar, der hvilede på Danmarks vigtigste erhverv.

Derfor ville han og Andelsudvalget også gerne hjælpe Holger Federspiel, som varetog den danske handels interesser i England. Englænderne ville blive mere medgørlige, hvis Andelsudvalget ville påtage sig – så vidt muligt – at levere England den samme andel af landbrugseksporten som før krigen. Da englænderne kasserede udvalgets første erklæring, skrev Anders rask et tillæg. Det indgik – lettere omskrevet – i en aftale mellem Federspiel og den engelske regering. Men så blev udenrigsminister Scavenius vred, for aftalen truede hans neutralitetspolitik. Nogen skulle stå til ansvar. Beskyldningerne føg gennem luften, og både Scavenius, Federspiel og Anders var dybt forurettede og anklagede hinanden på kryds og tværs.

Som i sagen om smørmærkeloven måtte Anders sande, at politikere er magtfulde væsener. Igen blev han skældt ud i aviserne, og Scavenius lagde både Anders og Andelsudvalget på is.