artikler

Med udbruddet af 1. verdenskrig opstod der en lang række problemer. Anders Nielsen bidrog gerne til løsningen af dem. Han fandt det naturligt, at landbruget – landets største erhverv – tog sin del af ansvaret. Hele landbruget bakkede da også op om regeringens tidlige forsøg på at sikre befolkningen de nødvendige fødevarer.

Men så ændrede billedet sig. Omkring nytår 1914/15 indførte regeringen en maksimalpris på rug og hvede. Det splittede landbruget. Husmændene var tilhængere af et prisloft, for de følte sig i samme båd som arbejderne, der havde svært ved at betale de stærkt stigende brødpriser. Gårdmændene var til gengæld meget imod, at regeringen greb ind i markedets gunstige priser.

I sommeren 1915 skulle der forhandles en ny ordning for den kommende høst. Gårdmændene frygtede nye maksimalpriser og ville i stedet have regeringen til at købe det nødvendige korn til dagsprisen. Så kunne den jo give et tilskud til de fattige bagefter. For at få mere indflydelse gik Anders og to andre landbrugsledere til indenrigsministeren. Han tilbød dem nogle ekstra pladser i Prisregulerings-kommissionen. Eller de kunne få deres eget udvalg, som kommissionen så kunne spørge til råds.

På et fællesmøde enedes Landhusholdningsselskabet, Landboforeningerne og Andelsudvalget om at vælge deres eget rådgivende udvalg. Husmandsforeningerne ønskede ikke mere indflydelse, men gik alligevel med. Endelig havde landbrugets fire store centralorganisationer fundet sammen. I Landbrugsrådet af 1915 kunne de nu optræde samlet over for regeringen. Men drømmen brast.