artikler

I sommeren 1915 var de danske gårdmænd meget utilfredse med regeringens mange indgreb. Andelsudvalget ville derfor gerne have Th. Madsen-Mygdal – regeringens skarpeste modstander – ind i Prisregulerings-kommissionen, så han kunne påvirke regeringens politik.

Anders Nielsen forberedte derfor en henvendelse til indenrigsminister Rode. Større indflydelse til landbruget ville gøre samarbejdet med regeringen lettere, skrev han. Madsen-Mygdal havde imidlertid sendt et andet forslag i en noget skarpere tone. Det kunne flere af Andelsudvalgets medlemmer bedre lide, og derfor blev de to udkast flettet sammen.

På det følgende fællesmøde med de andre landbrugsorganisationer blev forslaget om mere indflydelse nu lagt frem som en protest imod regeringen. Så ville husmandsforeningerne i hvert fald ikke være med. Anders var ærgerlig, men foreløbig måtte de tre andre organisationer gå enegang. På det næste møde fik husmændene indtryk af, at det nye udvalg kun skulle rådgive, og så gik de også med. Anders blev formand for „Landbrugsrådet af 30. august 1915“.

Rådet kom dog slet ikke til at fungere, som Anders havde håbet. I løbet af de næste fire måneder fik han sammen med Madsen-Mygdal og de andre gårdmænd udfordret både husmændene, Prisregulerings-kommissionen, indenrigsminister Rode og udenrigsminister Scavenius så meget, at husmændene trak sig ud, og Rode opløste rådet.

Denne gang blev Anders ikke – som i sagen om Smørmærkeloven – beskyldt for at føje ministeren for meget. Til gengæld mistede han sin indflydelse. Nemt var det ikke.