artikler

Den manglende invitation blev et symbol på Andelsudvalgets svigtende betydning. Og det blev ikke kun overset af regeringen, men efterhånden også af landbrugets øvrige organisationer. Noget måtte der gøres! I august 1917 opstod derfor „De samvirkende danske Andelsselskaber“, og samtidigt blev Andelsudvalget udvidet. Fremover skulle årlige delegeretmøder gøre baglandet mere synligt og demonstrere Andelsudvalgets berettigelse.

Et nyt initiativ fra Anders Nielsen – hvem ellers? – bragte for alvor Andelsudvalget tilbage på banen. Det skete i sommeren 1918 med et nyt forslag om en fælles repræsentation af landboforeninger, husmandsforeninger og andelsforeninger. Landhusholdningsselskabet blev også inddraget. Man kunne dog slet ikke blive enige om, hvor mange medlemmer hver organisation skulle have. Et kompromis blev i januar 1919 forkastet af både Andelsudvalget og husmændene. Det så sort ud. Men så skar Anders igennem.

Han foreslog, at landbo-, andels- og husmandsforeningerne skulle have 5 pladser hver og Landhusholdningsselskabet 2. Det betød ganske vist, at husmændene ikke ville være med, men hvis man nu holdt deres pladser åbne, så kunne man godt gå i gang uden dem. Den løsning blev godtaget. Spørgsmålet om finansieringen blev også løst – andelsselskaberne betalte! Men det var ikke alle husmænd, der brød sig om – som andelshavere – at skulle betale for et landbrugsråd uden husmænd!

Den 20. juni 1919 blev Landbrugsrådet stiftet med Madsen-Mygdal som præsident og Anders Nielsen som en af de to vice-præsidenter. Et nyt mål var nået.